En helbredende atmosfære – modtagelig for Sandhed og Kærlighed

af Gisela Kitchingman

Gisela Kitchingman står opført på listerne over Kristen Videnskabs plejere i The Christian Science Journal og i den tyske udgave af Kristen Videnskabs Herold og bor i Großefehn, Tyskland.

En behandling i Kristen Videnskab er en kraftfuld, effektiv medicin. Den bliver under normale omstændigheder kun givet, hvis patienten ønsker det. Men Paulus siger også : ”Bed uden ophør”. Hvordan beder vi så, når vi ikke er blevet bedt om at give en behandling?

Dette spørgsmål bør enhver seriøs Kristen Videnskabsmand stille sig selv og finde et svar på. Dette er i særlig grad vigtigt for en Kristen Videnskabs plejer, og vi vil om et øjeblik se hvorfor.

Den mentale holdning, som kræves af plejere i et sygeværelse, beskriver Mary Baker Eddy på følgende måde: ”En irritabel, utilfreds eller løgnagtig person bør ikke pleje syge. Den, der plejer syge, bør have et godt humør og være ordentlig, punktlig, tålmodig og fortrøstningsfuld – modtagelig for Sandhed og Kærlighed” (Videnskab og Helse, s. 395).

”Fuld af tillid og modtagelig for Sandhed og Kærlighed” er mentale holdninger, som der er brug for omkring en, der søger hjælp. Men Mary Baker Eddy siger ikke: Plejeren skal mentalt indgyde patienten tillid til og modtagelighed for det gode. Nej, kravet er rettet mod plejerne selv. De skal holde deres egne tanker rene og fri for fejlagtige påvirkninger. De behandler ikke patienten. Det gør den praktiserende, der er engageret i det pågældende tilfælde.

Jeg er en Kristen Videnskabs plejer, og jeg plejer Kristen Videnskabsmænd i mit eget hjem. En af damerne, der boede hos mig, var meget gammel. Hun havde lige indledt et venskab med en anden meget gammel dame, som netop var flyttet ind hos os. De to sad gerne i haven og snakkede sammen. Dette ophørte desværre, da den førstnævnte dame fik det meget dårligt. Hun blev nødt til at blive i sengen i flere dage, og der gik mere end en uge. En Kristen Videnskabs praktiserende bad for hende. Jeg forsynede hende som Kristen Videnskabs plejer med de nødvendige ting i livet, som hun ikke selv var i stand til at tage sig af. Jeg gav hende den nødvendige pleje i sengen, vaskede og holdt hende ren, drejede og vendte hende, beredte hendes mad og hjalp hende med at spise og læste højt for hende fra Bibelen og Mary Baker Eddys værker. Jeg havde underrettet hendes datter, der også var hendes praktiserende, og hun ville komme den næste dag, fordi hendes mors tilstand var betænkelig.

Om aftenen lagde jeg en madras og sengetøj ind på damens værelse, således at jeg kunne være hos hende. Hun kunne ikke selv kalde på mig. Jeg lod døren til værelset stå åben og satte mig i værelset ved siden af for at få klarhed i mine tanker. Og da kom der tanker til mig som: ”Hvad er min opgave her som plejer? Den praktiserende behandler patienten. Jeg sidder her og beder. Men om hvad? For patienten? Nej!” Men jeg må godt behandle mig selv. Jeg må godt bede for mit hjem, min bevidsthed, for en helbredende atmosfære, for venskab. Jeg vidste, at Gud ikke lader to mennesker på dette stadie i deres erfaring opleve et venskab for kort tid derefter at fjerne dette, fordi den ene forlader dette liv. Jeg bad videre og videre. Atmosfæren blev venligere og mere opstemt, og natten blev kortere og kortere.

Snart var der ikke mere noget deprimerende eller frygtindgydende tilbage – det havde opløst sig i sin ”oprindelige intethed” (Videnskab og Helse, s 365). Jeg følte udelukkende en glad erkendelse af Guds nåde. Jeg var til sidst så opløftet, at jeg et par gange hoppede af glæde i værelset – og det tidligt om morgenen efter at have bedt hele natten. Jeg vidste, at alt er godt. Det er ikke bare ord. Det er en kendsgerning.

Jeg blev nu opmærksom på, at der var blevet ganske fredeligt i damens værelse. Hendes åndedrag var ikke længere tungt og besværet men derimod roligt. Hun sov. Jeg lagde mig også på min madras ved hendes fodende og faldt i søvn.

Jeg havde ikke sovet længe, for det var kun blevet en lille smule mere lyst udenfor, da jeg blev vækket af min bofælles kraftige stemme, der spurgte: ”Hvad i alverden laver du der på gulvet?” Hun havde vendt sig i sengen, bøjede sig halvt ud af den og så forundret på mig. Det var som et under. (Dagen før havde hun ikke kunnet tale og bevæge sig). Jeg så lige så forundret på hende: ”Nå ja, jeg ville hjælpe dig, hvis der var noget, du havde brug for.” ” Jo, der er noget jeg har brug for, jeg vil gerne så op og have noget at spise.” Jeg sprang op, hentede min mand, og vi hjalp hende ud af sengen hen til skrivebordet, hvor hun indtog et mindre morgenmåltid. Det var den første faste føde i mere end en uge.

Hun var meget hurtigt på benene igen. Allerede den samme dag sad hun igen på bænken i haven med sin veninde. De to kom derefter til at opleve flere års venskab sammen.

Og jeg havde lært, hvad det vil sige ”at opretholde en helbredende atmosfære i tankerne.” Jeg havde renset min bevidsthed, ”mine tankers hus”, fra alle påvirkninger i negativ retning. ”Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn” (Johannes’ Åbenbaring 21:27).

En Kristen Videnskabs behandling er en kraftfuld, effektiv medicin uden negative bivirkninger.

Den praktiserende, som arbejdede mentalt på samme tid som jeg, bad direkte for patienten med resultater, der var synlige for enhver. Og Gud udvirkede helbredelsen.

”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.... dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje. Thi Guds medarbejdere er vi” (1. Korinter 3:6-9).

Patient, praktiserende, plejer... vi var alle vidner til en vidunderlig helbredelse. Tak Fader-Moder Gud!

Oprindeligt offentliggjort i den tyske Kristen Videnskabs Herold (Der Herold der Christlichen Wissenschaft).

Udskriftsversion